Kennel Bonnie Ann Har et lille, men udsøgt opdræt af West Highland White Terrier
 
 
 
Vi lægger vægt på at vores hunde er sunde, glade og smukke. Vi har aldrig flere hunde end at de kan leve sammen med familien i huset.
Vi bor i en landsby, hvor vi kan gå lange ture, både ved marker og strand.
 
For tiden har vi en hanhund og tre unge tæver boende hos os. Hanhunden er dansk, men den ene af tæverne kommer fra England fra Bellevue kennelen.
 

Navnet Bonnie Ann stammer fra mine unge dage, da jeg dansede skotsk folkedans. En af vore yndlingsdanse, som vi ofte optrådte med ved festligheder i Nigeria, hvor jeg boede dengang, var en jig, som netop hed Bonnie Ann, og så var det jo nærliggende at opkalde sin kennel med opdræt af skotske hunde efter den.

Det var også i Nigeria, jeg mødte min første westie og faldt for racen. Jeg var så heldig at finde en hvalp, jeg kunne købe, da jeg på et tidspunkt var hjemme i Danmark på ferie. Den kom med til Nigeria og påtog sig hurtigt rollen som vækkeur for vores 3 schæferhunde, når der var indbrud, hvilket der var flere gange.

Da vi rejste til Danmark for at bo i 1986 blev der mulighed for at lære meget mere om westien og starte opdræt.

Jeg fik hurtigt smag for at trimme og udstille mine hunde, og så var kennelen på vej.

Vi bor på en nedlagt landejendom med masser af plads både ude og inde, men bortset fra perioder med hvalpe, har vi sjældent mere end 4 voksne hunde + en stor, som er i træning som førerhund til en blind.